Udstilling på Davids Samling i København, september 2014 – marts 2015.
Min rejse begyndte på Djursland engang.
Det første rigtige stop, som blev mit sted,
var Randers.
Lærte fotografi, et håndværk, som blev
mit værktøj til at undersøge steder.
Billeder af folk og
landskab, som er formet af folk,
det blev til mit projekt, mit værk,
som indgår i en global og historisk dialog
om, hvordan verden ser ud og forandrer sig.
I Randers blev kontakten til den første rejse skabt.
Kom på besøg, du er velkommen.
Det var i 1983.
Med bil ned gennem Europa,
over en bro, ind i Tyrkiet.
Gecekondu i ANKARA,
ikke en bydel, men en måde at bygge på,
som har været første stop for mange
på vej fra landsbyen til Europa, Danmark.
Derefter ud på landet
til landsbyen BEŞKARDEŞ,
som mange i Randers har baggrund i.
Så helt over østpå til DİYARBAKIR,
der skulle efter sigende være gang i den.
Lidt tilbage, mod vest, en landsby mere,
som i dag ligger under vand ved et kraftværk.
Retur til Randers i en Ford Transit.
Alt fotograferet sort-hvidt. Kun folk
ikke landskab, endnu.
Det blev til bøger og udstillinger med titlerne
Ingenmandsland eller Tyrkerne fra Randers
og Billeder fra Tyrkiet
1988
En skoleklasse fra Randers på besøg i Tyrkiet.
Jeg var med på turen som guide,
havde et par kameraer og lidt farvefilm med.
Fly til İSTANBUL, tog til ANKARA,
bus til provinsbyen ÇORUM.
Bil til landsbyen HIMIROĞLU.
Det var i april.
Jeg husker smagen af æbler fra sidste år.
Titlen på udstillingen blev Güzel.
Du hørte det hele tiden, når du kørte med taxa
mod landsbyen eller gik rundt med folk, der boede der.
Smukt, er her smukt,
kan det måle sig med, hvor du kommer fra
– vesten, fremskridtet, håbet, drømmen.
Andre ord, man hører tit,
”hoş geldiniz” og ”güle güle”.
Velkommen og på gensyn.
1993
En tilfældig kontakt til KIZILCASÖĞÜT,
landsby i det vestlige Tyrkiet.
Ned og fotografere.
Vandre rundt, op og ned ad gaderne og ud i marken.
Frokost i det grønne.
Senere på året retur med udstillingen
Kasaba [Lille by].
Om og til folk og byen
Der stod danimarkali sanatci på banneret.
Dansk kunstner.
1998
Hvad med at tage retur til HIMIROĞLU
via İSTANBUL, ANKARA, ÇORUM.
Var det sidste år, I var her.
Nej, der er gået 10 år
Jeg havde billeder med retur.
Det blev til nye billeder med dobbelt tid.
Op til SAFRANBOLU og hjem over ANKARA.
Næste udstilling fik titlen
Zaman ve yer [Tid og sted].
Fem år imellem.
Det var blevet til en idé, en plan.
Arbejdsmetoder flytter sig.
Der blev økonomi til to rejser i 2003.
Forår blev det genbesøg i
ANKARA, ÇORUM og HIMIROĞLU.
Efterårsturen startede i vest,
İZMİR, KIZILCASÖĞÜT,
BEŞKARDEŞ, ANKARA,
ÇORUM, HIMIROĞLU.
Store og små byer.
Tværs over i bil, igennem områder midt i landet,
som næsten er hvide på kortet.
Dansk tyrker passede rattet og snakken.
Vejkryds, hvor skiltene var væltet og pegede i alle retninger.
Vi spurgte en lokal, der ikke talte tyrkisk til hverdag.
Fandt en vej og kom frem til
BEŞKARDEŞ, 20 år siden sidst.
Nu er der mange nybyggede huse,
der tilhører folk i Europa, Danmark, Randers, Malmö.
Det var uden for sæsonen, mest gamle, der var hjemme.
Borgmesteren var svensk tyrker.
Mere og mere landskab.
Mine steder og ud ad bilens vinduer.
Mødte dem jeg kender i HIMIROĞLU.
Jeg tog, og de fik, fotografier.
Jeg gik i et landskab, der var blevet mit.
Jeg har været der før på samme tidspunkt af året,
det blev en efterårsrejse i 2008.
ANKARA, ÇORUM og hjem til HIMIROĞLU.
Ingen folk i syne,
alle er oppe i skoven for at fælde træer,
det bliver også koldt her.
Frokost i det gule.
I ANKARA ændrer billedet sig,
der bliver bygget højt.
Selve rejsen, det vi kører forbi, fik også denne gang
en rolle på filmen
Udstillingen kom til at hedde Yol [Vej]
Så var det tid igen, det blev forår i 2013.
I HIMIROĞLU er der nogen hjemme, mest de gamle.
En hel del af dem, jeg kender,
ligger nu på begravelsespladsen,
under stadig højere træer.
De fleste yngre er flyttet til storbyen.
Vi besøger dem, jeg fotograferer i deres kvarter.
Det er længe siden, jeg på den måde
skaffede mig steder i ÇORUM og ANKARA også.
Der er bygget nye huse i landsbyen, sommerhuse
for folk der bor i ÇORUM, Paris og Odense.
For der er smukt i HIMIROĞLU
og stille.
Det var tilfældigt, at det var
TYRKIET, der blev et udsigtspunkt til verden.
Lige så tilfældigt, at et andet udsigtspunkt blev
Grønland.
Det var ikke helt så tilfældigt,
at jeg flyttede til Malmö i 2004.
Også det et nyt sted at kigge ind og ud fra.
Det handler om at forankre perspektivet forskellige steder
og at se
billeder, som man ikke har i hovedet i forvejen.
Fra udstillingen på Davids Samling i København.
foto: Pernille Klemp
Læs pressemeddelelsen til udstillingen: ”Ny særudstilling 12. september: Rejse i Tyrkiet. Fotografier af Finn Larsen”.
Læs også ”At give virkeligheden en stemme – en fotografs mangeårige rejser i Tyrkiet” (pdf). Artikel om særudstillingen af kunst- og fotohistoriker Tove Thage i Magasinet Kunst nr. 6 af 4. december 2014.